Maj 1998

                                                          L’hombrens historie

 

L’hombrespillet er mindst 500 år gammelt og stammer fra Spanien (på spansk hedder mand ”hombre”). Spillets navn betyder altså ”manden” (spilleren).

 

Dette gamle og intellektuelle kortspil bliver første gang nævnt i optegnelser fra Spanien i 1300-tallet, udviklet af klostermunke i middelalderen, for i balance med det åndelige, ved træning og øvelse at vedligeholde den intellektuelle og logiske tankegang.

Dansk L'hombre Union - Pic.

Da det i klostrene var forbudt at tænke logisk og spille kort, samt at tænke på andet end det åndelige, var der 4 spillere til hvert spil, men kun 3 der spillede ad gangen, da der skiftevis var en der skulle stå ved døren og holde øje med prioren. I dag kaldes ham ved døren oversidderen og er ved bordet altid placeret over for kortgiveren.

 

Fra Spanien og over Frankrig blev det udbredt til mange andre lande, herunder Danmark, hvor det i det 18. århundrede blev spillet meget af samfundets top. Efter anden verdenskrig er det blevet udbredt til alle sociale lag i samfundet og spilles i dag af begge køn, men stadig med mænd som dominerende antal af spillere.

 

Det er ubetinget det mest interessante, og det mest indholdsrige kortspil der findes, dette gamle kulturhistoriske spil. Det kræver mere end noget andet spil øvelse, beregning og kombinationsevne, samt psykologisk sans.

 

I intet andet spil kræves så fine beregninger, og frembyder der sig så mange vendinger under spillet samt varianter. Ansete matematikere påstår at der fremkommer mange millioner forskellige spil efter kortenes forskellige sammensætninger og anvendelse.

 

Disse for den passionerede og dygtige kortspiller tillokkende egenskaber ved L’hombren er grunden til at dette spil gennem mange hundrede år har bevaret sin tiltrækning og hævdet sin plads over for Whist og Bridge, eller hvad de spil hedder, som en tid er på mode i vor voksende informationsteknologi.

 

I intet andet spil kan man drage så meget fordel af andre menneskers mangel på selvbeherskelse. Deltagerne bør derfor være opmærksomme på hinanden indbyrdes, både under meldingerne, under købet og mens kortene efterses og under selve spillet, samtidig med at hver især søger ikke at røbe sig selv over for modstanderen.

 

Men der er meget få mennesker der formår at beherske sig så fuldstændigt, at ikke den mindste mine eller tænkning røber, hvad der anses for at være uheldigt eller heldigt.

Spillets udbredelse har medført, at det i tidens løb har undergået forandringer, selskabsspillet har tilført nogle vildskud, som ikke har fundet indpas i turnerings-L’hombren.

 

Turnerings-L’hombren har gennem tiden fået nogle tilpasninger, men sammenlignet med de klassiske regler for L’hombren, som man kender fra sent i det 17. århundrede, så inkluderer de regler vi følger nogle nye tiltag i meldingerne, men spillet er stadig meget tæt på den oprindelige form.

 

L’hombrespillet kendes også ved en særlig kombination

L’hombrespillets højdepunkt er så ubetinget at få 9 matadorer (de 9 største trumfer), denne kombination er der kun ganske få l’hombrespillere som opnår at få på deres hånd, selv om de har spillet hele livet.

Uffe Ellemann havde 9 matadorer i foråret 1998.

 

Ifølge en fransk historiker ved navn Thierry Depaulis er vi i Danmark de sidste, som spiller l’hombre i organiserede klubber, selv ikke i sit fødeland Spanien er der efter Tressilos død i 50’erne noget organiseret l’hombrespil.

                                                                                                                                                 Dansk L’hombre-Union

                                                                Kaj Lundsfryd